Trung tâm Sao Mai, Morningstar Center, er en skole for børn med indlæringsvanskeligheder og psykisk og fysisk handikap. Dr. Do Thuy Lan har grundlagt og er leder af Morningstar Center. Hun åbnede i 1995 en lille institution ved navn Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se, at behovet for flere institutionspladser og derfor begyndte hun i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som ”Hovedinstitution” for Morningstar Center, Med Bach Mai som en ekstern afdeling. Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Vietnam (Hanoi) ikke fandtes institutioner for udviklingshæmmede børn og unge. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den Europæiske måde, at arbejde med børn og unge indenfor autismespektret. Morningstar Center er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den Europæiske pædagogik og struktur. Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tâm Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 ”talepædagoger”, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv.
På Morningstar Center er der udover det faste personale også en del frivillige. Ikke kun os pædagogstuderende, men også andre studerende, både fra Danmark og andre lande. I øjeblikket er vi 6 pædagogstuderende, 2 Ergoterapeuter, 1 social og sundhedsassistent og 1 studerende fra Australien. Udover os er der på stedet en pensioneret lærer fra England. Han underviser Lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen. Ham har jeg dog ikke været så heldige at møde endnu.
Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra Staten/regeringen. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong om måneden. Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling, jeg er dog ikke bevidste om prisen for det. Sao Mai har 4 etager. På stue etagen er der en klasse med børn med autistiske træk, et cafeteria hvor de ældste børn kan komme i jobtræning, et køkken, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstartsrum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der udgang til en lille legeplads. På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet. På 2. Sal er der 6 klasser, for børn med autistisk træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male. På 3. Sal findes der et stort konference lokale, kontorer, et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen og toiletter med toiletpapir og sæbe. På 4. Sal er der 10 lokaler for sprogstimulering, på denne etage lærer de ældste børn at læse og skrive. Der er tre klasser med store børn, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene på denne etage har en gang om ugen mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Endvidere er der et tomt lokale hvor der står musiklokale på. Det skal dog nævnes at de i Vietnam kalder stueetagen for 1. sal og 1. sal for 2. sal osv., hvilket vil sige at Morningstar Center har 5 etager.
Morningstar center ligger på Phuông Nhân chín (vejen)- Thanh Xuân (distriktet)- Hanoi (byen). Fra hvor jeg bor, Van Bâo, tager det ca. 25 minutter på cykel og 15-20min i taxa. Den første uge tog jeg og de andre piger jeg bor med taxa, det kostede omkring 40.000 dong, det svarer til ca. 12-14 kroner, pr. vej. Allerede hjemmefra havde vi snakket om, at vi gerne ville cykle på arbejde. Det viste sig hurtigt, at det sagtens kunne betale sig, da det tager næsten lige så lang tid, som at tage en taxa.
