Pernille's Blog

Jeg vil prøve, at give jer et indblik i hvordan en helt tilfældig dag kan se ud i hanoi.
Kl. 6.45 ringer mit vækkeur, og jeg har nu et kvarter til at ligge og vågne i Derefter tænder jeg altid min computer, for at tjekke mails.
Efter at have gjort mig klar, og pakket taske, er jeg nu klar til at cykle på arbejdet.

Vi cykler på arbejde hver dag, dette tager ca. 25 min i den vietnametiske trafik. Man kan ikke regne med trafikken i Hanoi, så det kan være noget af en udfordring at komme på arbejde!

Kl.8 møder jeg på Sao Mai, dagen starter altid med morgensang for alle børnene. Dette foregår ved, at alle børnene sidder i en rundkreds, og de en efter en stiller sig op og der bliver synget for dem. De får derefter fortalt hvad de skal lave i løbet af dagen via nogen billeder.

Børnene bliver nu delt op i to, nogen gange tre mindre grupper, hvor de så får undervisning.
Dette foregår ved, at lærerinderne stiller et bord op med nogen stole, så lærerinden og børnene sidder overfor hinanden.
Børnene kommer så en efter en op til lærerinden og får undervisning, og imens sidder de andre børn og venter på det bliver deres tur.
Undervisningen kan foreksempel gå ud på, at lære frygterne af kende, eller se forskel på forskellige dyr.
Kl. 10.30 er det spise tid, og kl. 11 bliver børnene lagt, vi har så pause i 3 timer hvor vi spiser frokost og sover til middag sammen med resten af Sao Mai
Kl. 14 går undervisningen igang igen, her kan undervisningen foreksempel gå ud på, at der bliver lagt klodser på jorden, og børnene så skal have en pude på ryggen samtidig med de kravler indenfor klodserne “det handler om ikke at tabe puden”.

Kl. 15 får børnene et lille mellemmåltid, dette kan bestå af grød eller noget lyst sukker brød ikke særlig sundt hvis du spørg mig!
Kl. 15.30 bliver der synget farvel sang for alle børnene, dette foregår lidt på samme måde som med morgensangen.
Fra kl.16 er der så fri leg til børnene bliver hentet, det er her jeg synes jeg bedst kan vise mine evner som pædagog og lave noget med børnene. Vi spiller bold, laver koldbøtter, tegner, eller hvad jeg nu kan finde på af sjove ting, som børnene elsker efter en hel dag hvor de har siddet stille.

Kl. 16.30 har jeg fri, og turen går hjemad, eller op til Hoan Kiem søen. Ved Hoam Kiem søen bruger vi rigtig meget tid, her er der lækre spisesteder, og hyggelige gader hvor man kan kigge på forretninger. Du kan også få en omgang massage, 80min for 150.000 dong = ca 50 danske kroner kan det blive bedre!
Min dag slutter altid af med, at jeg snakker med dem derhjemme på skype, tidsforskellen kan desværre nogen gange gøre det svært at få det til at passe ind, men man finder hurtig en rytme.

Mit pædagogiske initiativ på Sao Mai har jeg tænkt skulle omhandle, at arbejde med gibs (lave en gribs hånd).
Min kæreste har lige været på ferie hos mig, og har medbringet 5 ruller gibs.
Jeg havde i første omgang tænkt mig at lave projektet med to drenge fra min stue. Den ene dreng er døv, og den anden dreng er meget selvhjulpen, og er derfor meget længere fremme end mange af de andre børn på stuen. Det har gjort, at han til tider kan virker som en lille voksen på stuen. Han retter på de andre børn, og jeg har til tider set lærerinder bede ham om det. Han gør samtidig mange praktiske ting på stuen for lærerinder, så som at rydde op efter dem, eller hente ting for dem.
Min tanke med mit pædagogiske projekt er, at give Nier en pause væk fra hans position som voksen, og give ham lov til at være den lille dreng han i virkeligheden er.
Jeg vil give ham plads sammen med mig, hvor han kan få lov til at opdage nye ting.
Jeg har så valgt, at tage en anden dreng med i projektet også, han er døv. Det har jeg valgt på baggrund af, at jeg mener det at lege med gibs ville kunne vække hans sanser.
Jeg vil give ham muligheden for, at bruge lugte sansen ved at lugte til gibsen, syns sansen ved at se hvad vi laver, og primært føle sanserne som han vil få styrket igennem at røre og arbejde med gibsen.
Mit pædagogiske initiativ for ham, er med henblik på at styrke hans andre sanser end hører sansen.
Men desværre kan dette ikke lade sig gøre, da han er kommet på døve-skole imellem tiden, og derfor ikke er på stuen længere.
Jeg har på baggrund af det valgt, at fokusere på Nier. Jeg vil give ham den plads og ro til, at komme lidt væk fra hans rolle som lille voksen.

Hvilken uddannelse har de ansatte på institutionen?

Personalet på Sao Mai har forskellige former for uddannelse, nogle er uddannet som lærerinder på universitetet og andre kommer direkte fra gymnasiet. Det er derfor ikke alle ansatte som har en uddannelse. I hver klasse er der dog en uddannet overlærerinde, der styre klassen og de andre lærerinder.
På Sao Mai er der også ansat talepædagoger disse har dog ikke nødvendigvis denne uddannelse. Men det er de dygtige lærerinder som ledelsen har forfremmet til talepædagoger.
Om personalet er uddannet inden for det pædagogiske felt eller ej, må det siges at de gør alt hvad der står i deres magt for børnene på Sao Mai. Desuden sørger dr. Lan for at frivillige fra hele verden, som os selv, ”efter uddanner” via workshops. Det er her personalet får deres viden omkring børn med særlige behov. Udover personalet som ”er på gulvet” er der en række folk med anden uddannelser, psykologer og psykiatere, de udreder børnene og laver børnenes ”individuelle” planer.

Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?

Her i Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. Så på Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde, da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært undervisningen der ses som det pædagogiske arbejde. Undervisningen er struktureret læring og det er primært det samme de lærer som i Danmark, men bare en anden metode/tilgang. Deres tilgang til børnene er præget af det som vi i Danmark vil definere som det behavioristiske menneske syn. Ifølge det behavioristiske menneskesyn betragtes barnet som en tom tavle, som bare skal fyldes på. Barnet har ingen iboende kompetencer, men skal tillæres alt.
I Danmark betragter vi os selv som havende det hummanistiske menneskesyn, hvor barnet betragtes som at det netop har nogle iboende kompetencer, som kan udfoldes via forskellige stimuli i samspil med barnet.

Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?

Det kan godt være svært at få en forklaring på de pædagogiske metoder, da der i samfundet er nogle forestillinger om hvordan børn skal opfører sig, disse forestillinger tager ikke hensyn til børn med særlige behov. Og det faktum at klasseværelserne er videoovervågede og ledelsen følger med, handler lærerinderne ikke altid efter deres egen overbevisning og har derfor svært ved at forklarer de pædagogiske overvejelser.
Undervisningen er en traditionel træning med en forhåbning om at fremkalde en ønsket adfærd.
Desværre bliver der ikke set meget på den enkeltes adfærd men nærmere en generel adfærd som mål for alle børn. Dette skal igen forståes udfra at de i vietnam opdrager til en form for sammenhold, hvor vi i Europa og især Danmark opdrager individet, selvstændighed for individet.

På Sao Mai er der indført piktogrammer i alle klasser der skulle gøre hverdagen mere struktureret og forståelig for børnene. Disse bliver brugt flittigt, men ofte lidt tilfældigt og de billeder der bliver brugt mest er dem hvor børnene skal sidde stille og være stille. De bruger dem ikke til at gøre strukturen mere overskuelig, men mere til at styre børnene når der er tale om uønsket adfærd.

Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?

Jeg har endnu ikke set en læseplan på Sao Mai.
Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs- og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at kunne tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles. Alle børn har en individuel læseplan, men klassen er delt ind i to eller tre grupper med ca. 5 børn i hver. Børnene i grupperne modtager den samme undervisning, så det er svært at få øje på den differentierede undervisning bortset fra de grupper de er delt ind i.

Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?

Lærerinderne gør sig blandt andet didaktiske overvejelser om sammensætningen af børnene, i de små grupper i undervisningssituationerne. Børnene er fx opdelt i 2 eller 3 mindre grupper i klassen, hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg oplever nogle af lærerinderne fanger hvad der optager børnene og forsøger at bruge disse ting i undervisningen.
Jeg oplever dog ikke at der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og óm det de laver giver mening for børnene. De metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen de skal passe ind i fællesskabet, ikke være individer
Lærerinderne vurderer hvilke børn som kan have lidt mere ansvar end andre.

Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?

Der lægges enormt meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes med viden/lærdom. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs. at resten af børnene sidder og venter med et stykke legetøj til det bliver deres tur, så meget af dagen forgår siddende på en stol.

Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?

For mig må det uden tvivl være den struktureret undervisnings form og hele tanken bag mennesket. For mig er det helt absurd at arbejde ud fra dette grundsyn, men set med mine vietnamesiske briller giver det god mening og ud fra det de tror på. En anden ting der er en stor del af det pædagogiske element derhjemme, som har gjort stort indtryk på mig, er at børnene ikke selv for lov til at prøve noget fx det at spise, tage tøj på, rede seng osv., ting som vi der hjemme ville se som helt naturlige pædagogiske elementer og udvikling af selvstændighed som også er på dagsordenen her. Når de skal lærer disse helt elementære og uundværlige færdigheder modtager de undervisning i det, men når de så skal bruge det i praksis får de ikke lov, f.eks. madsituationen. Et andet eksempel er at vaske hænder, det får de undervisning i, men bliver ikke trænet i at gøre det når de har været på toilettet eller inden de skal spise, så de kan godt vaske fingre, men ved ikke hvornår man skal bruge det.

Hvordan ser en typisk dag – uge ud?

08:00-08:15 Børnene ankommer.
08:15-08:50 Morgen sang hvor der synges god morgen til hvert barn.
08:50-08:55 Toilet.
08:55-09:20 Social skills.
09:25-09:55 Kommunikation.
09:55-10:20 Motion, tv, musik.
10:25-11:00 Mad.
11:00-14:00 Middagslur.
14:10-14:35 Motor skills.
14:35-15:05 Kommunikation.
15:05-15:30 Snack.
15:30-16:00 Der synges farvel til hvert barn.
16.00-16.00 Børnene bliver hentet

De ting der undervises i er motor skills, social skills, language development/communication, game, exersice, drawing og write this.
Det er disse lektioner der undervises i på skift, der er fem lektioner i løbet af dagen, der er typisk en af lektioner der involvere at man bevæger sig den ligger oftest inden maden eller efter middagsluren.

Efter at have været på Sao Mai i 6uger, vil jeg prøve at give et overblik over mine mål, og hvad jeg vil opnå i min praktik.

Jeg har oplevet at når man kommer til et andet land, vil sproget tit være et problem, og mange misforståelser kan finde sted fordi man ikke forstår hinanden.
Sproget har også spillet en stor rolle i min hverdag på Sao Mai, da der kun er en ud af tre af mine lærerinder der taler engelsk, og hende der taler det, taler det meget begrænset. Hun prøver virkelig at forstå mig, men mange gange mister hun betydningen af det jeg prøver at fortælle.
Hvad angår børnene er dette også et problem jeg ser i min hverdag, jeg synes det er enormt svært at kommunikerer med dem verbalt, da vi intet sprog har sammen.
På baggrund af overstående er mit første mål:
-Jeg vil gøre mere ud af at kommunikere nonverbal med børnene og lærerinderne, og på den måde skabe en relationen og et fælles ”sprog”.
Mit mål er nået når jeg føler jeg har haft en/flere vellykkede relationer, hvor jeg har kunnet se at enten børnene eller lærerinderne har kunnet forstå mig nonverbalt.

Da jeg arbejder med børn med specielle behov, finder jeg det vigtigt at sætte sig ind i dette.
-Mit andet mål er derfor, at vise interesse i hvert enkelt barns behov og på den måde støtte og hjælpe det så godt jeg kan.
Mit mål er nået, når jeg gennem samtaler med Peter og Doktor Lan, har stillet mig undrende og spørgende til børnenes individuelle behov og på den måde tilegnet mig viden omkring dem.

Det at rejse til den anden side af jorden, har rørt meget i mig. Meget er anderledes og ukendt, og jeg har haft, og har stadig mange ubesvaret spørgsmål omkring hvorfor de gør dit og dat. Vietnam er et meget anderledes land og gør mange ting anderledes fra DK. På baggrund af dette er det også vigtigt for mig, at se på mig selv i forhold til den kultur jeg er i.
-Mit tredje mål er derfor, hvordan jeg som studerende kan fungere i en anden og anderledes kultur, og være åben for de ting som er anderledes og nye.
Mit mål er nået, når jeg har deltaget aktivt i Sao Mais hverdag, og jeg har virket undrende og interesseret i den Vietnamesiske kultur og prøvet at forstå hvorfor de gør tingene som de gør.

Vi skal i løbet af vores ophold i Vietnam lave et workshop hernede, som skal tage udgangspunkt i en problemstilling vi ser på institutionen. Vi skal så med nye øjne prøve, at give redskaber til hvordan det kunne gøres anderledes
-Mit fjerde og sidste mål er derfor, at jeg vil være aktiv deltagende i det workshop vi skal lave på Sao Mai center.
Mit mål er nået når jeg har deltaget i workshoppen og i forberedelserne inden.

Så er det præsis en måned siden jeg satte mig i flyveren fra Kastrup. Meget er sket siden da, og jeg er blevet en masse oplevelser rigere
Som nævnt tidligere havde vi en meget hård start, men dette er heldigvis overvundet nu Jeg er begyndt, at nyde mit ophold og suge til mig af den spændende oplevelser.
Alt er så anderledes, og det gør at en tur til købmanden bliver spændende!
Savnet til veninderne, familien og kæresten bliver desværre ikke mindre, kun værre faktisk. Det er nok det hårdeste ved at være her, men jeg kan nu snart sige 7 uger til min dejlige kæreste kommer jubii

Jeg har fået en ny stue på Sao Mai, og børnene og lærerinderne er simpelthen så søde. Man skal lige vende sig til den anderledes hverdag, og måden de gør tingene på. Men jeg synes det er spændende, at se noget så anderledes i forhold til, den måde vi gør det på i DK.
De underviser meget skole agtig, og jeg synes derfor det har været lidt svært at finde min rolle iforhold til børnene. jeg synes det har været svært at byde ind med nye ting, i en hverdag der er så skema lagt. Lige nu tror jeg børnene synes jeg er en ny legekammerat og det har jeg det egentlig fint med, det hyggeligt

Trung tâm Sao Mai, Morningstar Center, er en skole for børn med indlæringsvanskeligheder og psykisk og fysisk handikap. Dr. Do Thuy Lan har grundlagt og er leder af Morningstar Center. Hun åbnede i 1995 en lille institution ved navn Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se, at behovet for flere institutionspladser og derfor begyndte hun i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som ”Hovedinstitution” for Morningstar Center, Med Bach Mai som en ekstern afdeling. Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Vietnam (Hanoi) ikke fandtes institutioner for udviklingshæmmede børn og unge. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den Europæiske måde, at arbejde med børn og unge indenfor autismespektret. Morningstar Center er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den Europæiske pædagogik og struktur. Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tâm Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 ”talepædagoger”, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv.
På Morningstar Center er der udover det faste personale også en del frivillige. Ikke kun os pædagogstuderende, men også andre studerende, både fra Danmark og andre lande. I øjeblikket er vi 6 pædagogstuderende, 2 Ergoterapeuter, 1 social og sundhedsassistent og 1 studerende fra Australien. Udover os er der på stedet en pensioneret lærer fra England. Han underviser Lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen. Ham har jeg dog ikke været så heldige at møde endnu.
Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra Staten/regeringen. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong om måneden. Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling, jeg er dog ikke bevidste om prisen for det. Sao Mai har 4 etager. På stue etagen er der en klasse med børn med autistiske træk, et cafeteria hvor de ældste børn kan komme i jobtræning, et køkken, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstartsrum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der udgang til en lille legeplads. På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet. På 2. Sal er der 6 klasser, for børn med autistisk træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male. På 3. Sal findes der et stort konference lokale, kontorer, et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen og toiletter med toiletpapir og sæbe. På 4. Sal er der 10 lokaler for sprogstimulering, på denne etage lærer de ældste børn at læse og skrive. Der er tre klasser med store børn, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene på denne etage har en gang om ugen mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Endvidere er der et tomt lokale hvor der står musiklokale på. Det skal dog nævnes at de i Vietnam kalder stueetagen for 1. sal og 1. sal for 2. sal osv., hvilket vil sige at Morningstar Center har 5 etager.
Morningstar center ligger på Phuông Nhân chín (vejen)- Thanh Xuân (distriktet)- Hanoi (byen). Fra hvor jeg bor, Van Bâo, tager det ca. 25 minutter på cykel og 15-20min i taxa. Den første uge tog jeg og de andre piger jeg bor med taxa, det kostede omkring 40.000 dong, det svarer til ca. 12-14 kroner, pr. vej. Allerede hjemmefra havde vi snakket om, at vi gerne ville cykle på arbejde. Det viste sig hurtigt, at det sagtens kunne betale sig, da det tager næsten lige så lang tid, som at tage en taxa.

Så er jeg ankommet til Hanoi, og har nu været hernede i 11 dage. Sikke da et kulturchok jeg fik mig, trafikken er sindsyg hernede, og alt er så fattigt.
Tirsdag morgen d.28 juli ankom vi til det hus vi skulle bo i de næste 6 måneder, vi var alle spændte på at se stedet, og til at komme igang. Men desværre fik vi en meget dum start på vores ophold, vi havde problemer med udlejerne omkring nogen aftaler der ikke blev overholdt fra deres side, som vi havde aftalt hjemmefra. Vi synes nu alle 3 det var gået meget skævt fra starten, og vi så frem til at se lysere tider.
Men dette skete ikke, tirsdag d.4 august havde jeg min første rigtige dag på Sao Mai, og det var godt nok hårdt. Så ting jeg aldrig havde troet jeg skulle se, og det hele var bare meget fattigt. Jeg gik hjem med en masse følelser, som jeg ikke rigtig kunne beskrive, og det var enormt ubehageligt. Ikke nok med det, så skal jeg da også lige tage alt til mig, hvad der hedder sygdomme. Så ja nu ligger jeg så med influenza og har det af H til. Men håber dog stadig på lysere tider, selv om det er svært at forestille sig efter sådan en start.
Lige nu kunne det bare være rart at ligge i sin egen seng hjemme i Danmark, når man ikke har det godt, for alt føles meget værre i denne varme

Jeg sidder her en måned før jeg skal rejse, med en masse tænker og forventninger. Det hele skaber en form for usikkerhed i min krop, da jeg ikke ved hvad jeg skal ned til. Denne usikkerhed er dog også blandet med spænding over de ting jeg skal ned og opleve.
-Det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er, en oplevelse jeg aldrig glemmer. Jeg håber at opholdet kan give mig et billed af en helt anden kultur, og en forståelse af hvad de gør og hvorfor!
Min største faglige udfordring tror jeg bliver, det workshop vi skal lave dernede, da det for mig er meget grænseoverskridende, at skulle stå over for så mange mennesker og snakke engelsk.
Min største personlige udfordring tror jeg bliver, at skulle undvære dem herhjemme. Men jeg håber og tror på, at de oplevelser og ting vi skal igennem dernede, vil hjælpe mig til at tænke på noget andet.
Min største bekymring er, om jeg kan kommunikere med de pædagoger der er dernede, og kommunikation til børnene.
Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er, at vi skal være bevidste om at prøve at sætte os ind i hvad de gør, og hvorfor de gør det. Jeg tror der ville være mange ting, jeg ville sætte spørgsmål til. Derfor er det vigtigt for mig, at være åben over for dem, så man har en mulighed for at forstå hvorfor tingene bliver gjort som de er.
Det, jeg kommer mest til at savne bliver min kæreste, venner og familie herhjemme
Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket min selvstændighed, og fået et indblik i en anden kultur.